Helligtrekonger
De vise mænd
Fortællingen om de vise mænd, der kommer fra Østerland for at møde det nyfødte kongebarn står i Matthæusevangeliet kap. 2, vers 1-12.
Her er der ikke noget om, at de vise mænd skulle være tre hellige konger. Det er en teori, som er opstået i kirken i middelalderen. Den gang gav man dem også navnene Caspar, Melchior og Balthazar.
Til gengæld er det rigtigt nok, at de ser en stjerne, som leder dem Israel, for det er beskrevet i Matthæusevangeliet.
De vise mænd regner med at den nyfødte konge er søn af Herodes, så de tager først til Jerusalem. Her fra bliver de sendt videre til Betlehem - det passer også bedre med det sted, hvor stjernen placerer sig oppe på himlen. I Betlehem finder de Jesusbarnet, som de giver deres gaver: "guld, røgelse og myrra".
Julen varer til helligtrekonger
Julen varer i 12 dage. Den 12. og sidste juledag falder den 5. januar, hvor det er helligtrekongersaften.
Dagen efter, den 6. januar er det helligtrekongerdag, og her markerer vi julens afslutning ved at fejre de vise mænd, som kommer med gaver til Jesusbarnet i Betlehem. Så julen er først slut ved helligtrekonger, den 6. januar.
I gamle dage var der tradition for, at man på helligtrekongersaften, den 5. januar, spiste de sidste julesmåkager og tændte det trearmede helligtrekongerslys.
Stjernen på den himmelblå
Julestjernen har vi fra fortællingen om de vise mænd i Matthæusevangeliet kapitel 2.
Vi får at vide, at nogle vise mænd fra Østerland har set en særlig stjerne på himlen over Israel. De vise mænd mener, at stjernen er et tegn på, at jøderne har fået en ny konge.
Mændene lader sig lede af stjernen. De følger den til Israel og så til Betlehem, hvor de finder den nyfødte Jesus.
Stjernen er altså en ledestjerne, som vi får det at vide i Grundtvigs salme "Dejlig er den himmel blå".
I sidste vers forklarer Grundtvig, at vi også har en ledestjerne, nemlig "Guddoms-ordet". Og hvis vi følger det ord, kommer vi til Kristus:
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.
