Sankthans

På billedet ligger den nyfødte Johannes hos jomfru Maria, der er gravid i 3. måned med Jesus. En amme er klar til at give Johannes bryst. 
Johannes' mor, Elizabeth ligger i sengen bagved. Hans far, Zakarias står yderst til højre.

Malet af Jacopo Tintoretto i 1554

Sankthans er et frø

Sankthans er midsommerens kulmination. Det er her, vi kan fortabe os i glødernes dans over bålet. Det er her, vi bliver opslugt af aftenhimlens milde lys.

Sankthans er mere af hele. Det er plads til eftertænksomhed.

Sankthans er også et vendepunkt. Mens vi er hypnotiseret af bålets flammer og fortabt i aftenhimlens uendelighed, kan vi opdage et stænk af vemod midt i letheden. Sankthans er også erindring om mørket, der er på vej.

Men ved sankthans springer en glød af bålet. Gløden er den Johannes, der har lagt navn til dagen: Johannes Døberen.

Johannes Døberen er måske ikke så meget i sig selv, men han har en vigtig plads i den kristne fortælling.

Johannes Døberen er overgangen til det, som kommer. Han baner en vej gennem mørket.

Johannes Døberen bekræfter løftet om, at Gud vil vise sin nåde og lade sig føde på jorden. Han peger på det lys, der møder mørke og vemod med indhold og betydning.

Beretningen om Johannes Døberens fødsel

Johannes Døberens forældre er Zakarias og Elisabeth. Der står i Lukasevangeliet, at Elisabeth er i familie med Jesu mor, Maria.

Da Elisabeth bliver gravid med Johannes, er både hun og Zakarias meget gamle, Så de havde egentlig opgivet tanken om at få børn. 

Men ni måneder før fødslen er Zakarias på arbejde som præst i templet i Jerusalem. Så kommer englen Gabriel til ham og siger, at han skal være far. Det tror Zakarias ikke på, for han og konen er jo alt for gamle.

Den mistillid til englen er mistillid til Gud, så Zakarias bliver straffet. Englen gør ham stum, så han ikke kan tale.

Om aftenen, da Elisabeth får sin stumme mand hjem, kan de ikke tale sammen. Men de er sammen, og Elisabeth bliver gravid.

Ved midsommer føder Elisabeth en søn.

Zakarias får talens brug tilbage, da han efter fødslen skriver, at hans nyfødte søn skal hedde Johannes, som betyder "Gud er nådig".

Eftersom det er Johannes, der 30 år senere døber Jesus, bliver han kendt som Johannes Døberen.

Johannes Døberens fødsel i Lukasevangeliet

Så kom tiden, da Elisabeth skulle føde, og hun fødte en søn. Og hendes naboer og slægtninge hørte, hvor stor en barmhjertighed Herren havde vist hende, og de glædede sig med hende.

Den ottende dag kom de for at omskære drengen, og de ville opkalde ham efter hans far, Zakarias. Da sagde hans mor: »Nej, han skal hedde Johannes.«

De sagde til hende: »Men der er ingen af det navn i din slægt,« og med tegn spurgte de faderen, hvad han ville have, at drengen skulle hedde. Han bad om en tavle og skrev: »Johannes er hans navn.« Og alle undrede sig.

I det samme fik han atter mund og mæle, og han talte og lovpriste Gud. Alle de omkringboende blev grebet af frygt, og i hele Judæas bjergland talte man om alt dette. Og alle, der hørte det, tog det til hjerte og sagde: »Hvad skal den dreng mon blive til?« For Herrens hånd var med ham.

Lukasevangeliet 1,57-66

P.S. Krøyer - Sankt Hansblus på Skagen strand (1906)

Bålet på billedet er lavet af tjæretønder, som er stablet oven på hinanden. Rundt om står Krøyers familie og venner. Der er digtere, malere og beboere fra Skagen.

Midsommervisen

Den sang, vi plejer at synge ved sankthans, er Holger Drachmanns midsommervise: "Vi elsker vort land". Den er skrevet i 1885.

Ligesom Johannes Døberens fødsel er knyttet til Jesu fødsel, så er der også i Midsommervisen en sammenknytning af sommer og jul.

Hos Drachmann synger vi i starten om "den signede jul", som "tænder stjerner i træet med glans i hvert øje", før vi synger om "sommerens hjerter så varme så glade" og om "fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans".