Store Bededag

Store Bededag og den kristne bøn

Store Bededag og den kristne bøn

Ikke så hellig at det gør noget

Store Bededag er ikke en rigtig helligdag. Det er en særlig dansk helligdag.

I modsætning til andre helligdage, har Store Bededag ikke en baggrund i bibelen. 


Til gengæld er Store Bededag en tradition i den danske folkekirke. Her er dagen så vigtig, at det giver danskerne en fridag.

De hellige og alvorlige dage

Forklaringen på at vi har fået Store Bededag skal findes tilbage i katolsk tid.

Den gang var en del af årets dage sat af til at bede og gøre bod. Det var en stribe onsdage og fredage.


Man gjorde bod ved at angre sine synder og bede Gud om tilgivelse. 


Det kunne være som forberedelse til at få nadver om søndagen eller som forberedelse til en af de store helligdage. 

Nu kun én fredag om året

De mange dage, der tidligere var sat af til at bede og gøre bod, blev i 1686 slået sammen til en enkelt dag: Store Bededag. 

Den gang besluttede man, at Store Bededag skulle ligge på den fjerde fredag efter påske, og det har vi holdt fast ved siden.

Derfor har vi i foråret en ekstraordinær fredag, hvor vi har fri til at bede. Og det er der meget godt ved.

Så har vi en dag med tid til at gøre lidt mere ud af vores samtale med Gud – en dag med ro og fred til at tænke os om.

Konfirmation på Store Bededag

I Høje Taastrup Kirke er der tradition for, at Store Bededag er konfirmationsdag.

Og fordi vi er heldige at have så mange konfirmander, at konfirmationen ikke kan klares på en enkelt dag, har vi også konfirmation om lørdagen.

Den tradition med at bruge bededag til konfirmation giver god mening, fordi bededag er en ekstra helligdag, som ikke udspringer af en særlig kristen tradition.

Store bededag er dansk opfindelse, som kristne kirker i andre lande ikke har.

På sådan en ekstraordinær helligdag kommer de faste kirkegængere ikke til at lide det store afsavn, når vi fylder kirken med spændte konfirmander og deres stolte familier.

Det er da ikke helt dumt.

Varme hveder torsdag aften

Store Bededag starter allerede aftenen før: storebededagsaften.


I gamle dage blev der ringet med kirkens klokker kl. 18 torsdag før bededag. Så skulle alt arbejde ophøre, og forretninger og kroer skulle lukke.


Tidligere var det også et krav, at man ikke måtte spille eller lege eller på anden måde have det morsomt, før gudstjenesten var overstået Store Bededag.


Eftersom ingen måtte arbejde, kunne man ikke få frisk brød om fredagen. Men bagerne var smarte – de fandt på at bage hvedeknopper dagen før, altså torsdag. De hvedeknopper kunne man riste og lune, så man havde noget lækkert at spise Store Bededag.


Derfor har vi nu den tradition, at vi storebededagsaften spiser friskbagte hvedeknopper.

Alle dage er bededage

Mange mennesker beder hver dag til Gud. Og de gør det i alle mulig sammenhænge.


Nogle mennesker beder i særlige situationer. Andre vil helst sidde i kirken, når de beder.

Men der er nok ikke nogen mennesker, som kun beder, når det er Store Bededag.


Det er lidt specielt at gøre en bestemt dag til en særlig bededag. I udgangspunktet må alle dage være lige gode og lige store bededage.

Bøn om bod og bedring
Den form for bøn, der var den oprindelige tanke med Store Bededag, handler om at angre og gøre bod.

Og angeren er da også ofte et element, når vi beder til Gud. For ofte beder vi om tilgivelse.

Sådan er det, når vi i en bøn til Gud fortæller vi om det, vi skammer os over, og det vi fortryder. Så angrer vi.

”Bøn handler ikke om at overvinde Guds modvilje, men i stedet om at gribe fat i hans enorme villighed”


Martin Luther

Anna Ancher - Aftenbøn (1888)

Anna Ancher har malet datteren Helga,
der som 5-årig knæler ved sengen
og beder aftenbøn, mens det sidste
skumringslys falder ind gennem vinduet

Bøn er samtale

En bøn er en samtale med Gud. Og der er mange grunde til at bede.

  • Trangen til bøn kan udspringe af både dårligt humør og godt humør.
  • Det kan være et behov for at finde ro eller et ønske om at skælde ud på Gud.
  • Vi kan have brug for at sige tak eller for at fortælle om sorg og ulykke.

 
Ofte bruger vi bønnen til at bede om noget bestemt. Men det centrale i den kristne bøn er ikke vores beretning om bestemte ønsker og behov. Det vigtige er det forhold til Gud, som falder på plads gennem bønnen.

Hver gang vi beder til Gud, så ligger der i vores bøn en anmodning om, at Gud vil anerkende os som det menneske, vi er. Og dermed får vi også vist vores tro på, at Gud har magten til at gøre en forskel i vores liv.

»Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for«.

Jesus i Mattæusevangeliet 7,7-8

Albrecht Dürer - Studie af bedende hænder (1508)

Denne tegning af den tyske maler Albrecht Dürer udstråler al den ro og fordybelse, der findes i bønnen. Og det er en tegning med en særlig historie.

Hænderne tilhører Albrecht Dürers storebror, der ligesom Albrecht var en dygtig tegner. Desværre var familien fattig, så der var kun råd til at sende én søn på kunstakademiet. Det blev Albrecht. Storebroren måtte i stedet arbejde i de tyske jernminer.

Mange år senere, da Albrecht Dürer er blevet en berømt kunstner, vender han hjem til familien. Albrecht kan ikke undgå lægge mærke til storebrorens hænder, som nu er ødelagt af arbejdet i minen. De kan ikke længere bruges til at tegne eller male. Men de stive, nedslidte hænder får alligevel betydning i kunsthistorien.

Albrecht Dürer tegnede nemlig en skitse af sin storebrors hænder. Det billede er blevet hans mest berømte. I dag ses billedet over alt.

En odder, der ser ud som om den beder

”Jeg har mange gange været nødt til at gå på knæ og bede, fordi jeg har været helt overbevist om, at der ikke var andre steder at henvende sig”.

Abraham Lincoln (1809-1865)