Høje Taastrup Kirkes historie 1200-1300

De oprindelige 6 vinduer udvides (ca. 1250)

En oprindelige kirkebygning har haft 6 små vinduer.

Skibets oprindelige vinduer er tidligt blevet omdannet og udvidet, idet smigene (samlingerne) er gjort bredere ved afhugning, eller stik og karme er blevet ommuret med munkesten.

Tydeligst ses fremgangs­måden ved sydsidens vestvindue, der nu er blændet, og som udvendig kan ses under våbenhustaget. Det er 199 cm højt, 106 cm bredt, og ved dets ændring er en stor del af det omgivende murværk fornyet med munkesten, der er af klodset format og spillende i dystre farvetoner.

Dateringen af dette særprægede murværk fremgår af vinduet, der er af almindelig romansk karakter. Smigene løber lige igennem, ubrudt af kantfalse, og lysningens glasanslag er muret af sten stillede på højkant, men der mangler løberkrans om det halvstens rundbuestik, og munkestenene er ikke riflede.

Vinduet kan derfor ikke være stort ældre end fra omkring år 1250, hvilket bekræftes af kalkmalerierne i det samtidigt ændrede genbo-vindue mod nord.

Nordre våbenhus bygges til (ca. 1250)

Den oprindelige kirkebygning fra 1050 har haft to døre. En dør mod syd (hvor våbenhuset nu ligger). Og en dør mod nord (hvor kvindeindgangen nu ligger).

Det nordre våbenhus (kvindeindgangen) er senromansk og samtidigt med de ovenfor omtalte forandringer af skibets vinduer (1250).

Materialet er munkesten af nøjagtig samme format, farve og brændingsgrad som stenene i murværket omkring skibets sydvestvindue. Det nuværende sengotiske præg skyldes senere ombygninger.

Murene måler kun o. 225 cm fra hjørnesten til gesims og virker endnu lavere nærmere kirken, idet fundamentet, hvis kampesten, der er lagt på jorden, følger terrænets stigning.

I kvindeindgangens østmur, noget syd for midten, ses en tilmuret, oprindelig lyssprække, som er 16 cm bred.

I kvindeindgangens gavl er den 116 cm brede dør overpudset indvendig, men står udvendig med blanke sten, og her er der ingen tvivl om, at karmene er oprindelige. I den spidse bue over døren er de fleste af munkestenene af lille format, men lige over vederlaget er der til hver side bevaret tre gamle sten, en trekvart og to halve, af hvilke det fremgår, at bueformen i sin tid har været rund. Forandringen til spidsbue er måske gotisk, men kan være sket så sent som i 1800-tallet.

Taggavlen stammer fra sengotisk tid, men et indlagt, hvidtet savskifte, der markerer fodlinien, er vistnok af romanske sten og altså formentlig oprindeligt.

Det indre har et tøndehvælv af pudsede brædder, der antagelig er samtidigt med det moderne østvindue.

Loftsrummet over kvindeindgangen er utilgængeligt.

Kvindeindgangen bruges som redskabsskur (1661)
Ved 8 mandssynet i 1661 benævntes nordre våbenhus som ”Kalkhuset”, som blev brugt til opbevaring af strandsand og kalk m.m.

Nordre våbenhus i brug som våbenhus (1814)
I stenene vest for døren er indristet: N P S B D 1814 NSS 1456 28 APR., hvoraf 1456 måske er et militærnummer. Indskriftens plads kunde tyde på, at tilbygningen endnu i 1814 har været i brug som våbenhus.

Kvindeindgangen bliver kapel (1858)
Kvindernes indgang lod pastor Johannes Ferdinand Fenger (præst 1854-1861) indrette til ligkapel ved at lade døren ind til kirken tilmure.

Kvindeindgangen bliver igen indgang til kirken (1962)
Efter Nationalmuseets ønske er den tilmurede dør blevet åbnet i 1962, og da et nyt fritliggende ligkapel er bygget og taget i brug i 1968, anvendes kvindernes indgang som i gamle dage, om end ikke af kvinder alene.

Døbefont (ca. 1250)

Døbefonten, som er anbragt ved nordvæggen i koret, er af granit hugget i romansk stil og i den stil, der kaldes ”roskildetypen” (jf. Mouritz Mackeprang typeinddeling i hans bog om de danske døbefonte fra 1941). Atypisk for døbefonte af roskildetypen har denne dog en udskåret rundstav ved mundingsprofilen (en rundstav er en vandret, halvbueformet profilled, der er hugget ud af døbefonten og løber som en kant rundt om døbefonten).

Døbefonten har på bagsiden en ca. 40 cm dyb afløbsrende.

Døbefont flyttes op i koret (1500-tallet)
Døbefonten har antagelig haft sin plads lige inden for indgangen for det sydlige våbenhus, og er benyttet til dåb ved neddykning. Fuld neddykningen som del af dåben ophørte i 1350.

Dåbsvandet blev den gang stående i lang tid uden at blive skiftet, men det har måske været dækket af det døbefontslåg i hamret kobber, som nu hænger over fonten.

Dåbsfad af messing (1550)
På et tidspunkt efter reformationen i 1536 er granitfonten flyttet op i kirken og et dåbsfad af malm er blevet anskaffet.

Dåbsfadet er et sydtysk arbejde fra ca. 1550, i dets bund ses bebudelsen i relief omgivet af en hund og hjortfrise, der gentages på randen.

Døbefontslåg af kobber (ca. 1600)
Låg til døbefont af kobber.

Det hvælvede låg har en svær, pånittet hank med siksakmønster. Låget er ophængt på væggen over fonten.

Låget blev i 1930 fundet af kirkeværge Hans Laurits Hansen gemt på kirkeloftet.

Dåbsfad af sølv (1701)
Sølvdåbsfad med en diameter på 29,5 cm. Dåbsfadet er stemplet med Københavns byvåben og årstallet 1701.

I bunden af dåbsfadet er en illustration af Kristi dåb indgraveret, og der er akantusranke med blomster.

Under bunden står i kursiv og med versaler: ”Anders Hansen klocker og kirketjener til St. Nicholai kirke i København med sin kæreste Inger Olufsdatter haver foræret dette becken til Høye Taastrup kirke, dåb år 1701”.

Dåbsfadet er stemplet med mestermærke for Ditlev Brasenhauer, København.