Høje Taastrup Kirkes historie 1620-1650

Prædikestol (1620)

Kirkens prædikestol fra 1620 er nær beslægtet med og sikkert fra samme værksted som Ishøj Kirkes prædikestol og Torslunde Kirkes prædikestol.

Prædikestolen fremstår nu i renset eg med moderne skrift, men der ses spor af brogede renæssance-farver. Det vides ikke hvornår den er blevet renoveret.

De fire fag indeholder reliefstatuetter af evangelisterne i muslingeskal-nicher, som omfattes af portalfelter med omløbende fladsnit, listekapitæler og slutsten.

På hjørnerne står livligt udskårne kvindelige dyde-Hermer. En af dyderne forestiller styrken (illustreret med søjlen). En anden af dyderne forestiller klogskab (illustreret med falken). De andre dyder har mistet deres attributter.

Postament- og frisefremspringene er nu ligeledes uden prydelser.

Prædikestolen flyttes til koret (1920)
Prædikestolen fra 1620 har oprindeligt haft opgang muret af munkesten. Efterhånden var munkestenene blevet hulslidte af mange års brug.

I stedet for blot at lave en ny opgang til prædikestolen vælger provst Heegaard i 1920 også at flytte prædikestolen, så den kommer op forrest i kirken. Det gav præsten mulighed for at henvende sig til hele menigheden uden af skulle vende sig i forskellige retninger.

Prædikestolen flyttes tilbage midt i kirken (1930’erne)
Prædikestolen, som i 1920 blev flyttet op forrest i kirken, er siden sendt tilbage til den gamle plads midt i kirken.

Laurits Villumsen bliver præst (1624)

Laurits Villumsen er præst ved Høje Taastrup kirke i 17 år fra 1624 til 1648.

Det er hans gravsten, der ligger i kirkegulvet foran trappen op til koret.

› klik og læs mere om Laurits Villumsen

Gravsten for Jens Olsen op ad sydvæg i koret (ca. 1625)

Gravsten for ”Jens Ollesøn og Hustru Kiersten” (kirkeværge og storbonde Jens Olsen og hustru Kirsten Pedersdatter) fra omkring 1625.

Gravstenen lå tidligere lige ude på kirkegården ved kirkens sydøstlige hjørne. Senere kom Jens Olsens gravsten til at ligge i gulvet i krydset mellem våbenhus og kvindeindgang. Nu står stenen op ad korets sydvæg i den vestlige ende.

Stenen er af ølandsk kalksten på 198x132 cm. Det antages at stenen er lavet af »Roskilde barok-værksted«. Teksten er med fordybede, udslidte versaler. I hjørnerne er der evangelistcirkler.

Mellem de to øverste cirkler er der en oval med den opstandne Kristus. Derover er der to englehoveder.

Mellem de to nederste cirkler er der to skjolde. Et skjold med mandens med bomærke og ”I O”. Og et skjold med hustruens med Jesusmonogram.

Kirkeværgen Jens Olsen er nævnt både her, på altertavlen og på den ældste af klokkerne, så han har været af stor betydning i sin samtid.

Hund fik kristen begravelse på kirkegården

Jens Olsens datter, som var barnløs og enearving til farens store formue, skulle ifølge en legende have tvunget en Høje Taastrup-præst til at begrave sin skødehund med en kristen begravelse.

Præsten var først modvillig, men kunne ikke modstå den gode betaling: lige så mange penge som ved en herremands begravelse og dertil 5 tønder land eng ved Roskilde kro – det, der nu kaldes ”Fruens eng” eller ”Hundeholmen”.

Rygtet om begravelsen af en hund spredte sig blandt folk, og det kom til sidst biskoppen for øre. Derfor blev præsten kaldt i strengt forhør hos bispen.

Biskoppen blev dog mildere stemt, da Høje Taastrup-præsten forærede ham en stor sølvkande i hundens navn og sagde, at det var hundens testamentariske gave til stiftets biskop.

”Hvabehar har den salige hund også tænkt på mig?” sagde biskoppen.

”Ja”, svarede præsten. ”Og når hans højlærde højærværdighed siger, at hunden er salig, så skulle jeg vel nok kunne få tilgivelse?”
Og det fik han.

› klik og læs den historiske beretning om begravelsen af en hund på Høje Taastrup kirkegård

Gravsten for præst i gulvet ved opgang til koret (1648)

Gravsten fra omkring 1648 ligger i gulvet foran trappen op til koret.

Stenen er af ølandsk kalksten på 221 x 126 cm. Stenen har latinsk indskrift i fordybede versaler og evangelisttegn i hjørnerne.

Gravsten er lagt til minde om Laurits Villumsen fra Roskilde (”Laurentius Wilhelmius, Roskildensis”), sognepræst i 24 år, død 18. maj 1648, 56 år gl., og hustru Christine Clausdatter, død (?).

Stenen er lagt af enken og døtrene.

Søren Sørensen Glud bliver præst (1648)

Søren Sørensen Glud er præst ved Høje Taastrup kirke i 25 år fra 1648 til 1673.

Han har gennem sin kone forbindelse til hoffet og kongen, og han bliver derfor vært ved fredsforhandlinger mellem Danmark og Sverige forud for Freden i Roskilde i 1658. Fra kongen får han også økonomiske midler til at bygge store lader og stalde til præstegården og til at opkøbe præstegårdsjord.

I 1673 udnævner kong Christian V Søren Sørensen Glud til biskop i Viborg.

› klik og læs mere om Søren Sørensen Glud

Oblatdisk og -æske (ca. 1650)

Kirken får glat disk (tallerken) med ombøjet kant til at lægge oblater på i 1600-tallets midte.

Rund oblatæske af sølv fra midten af 1600’rne på 6 cm i tværmål. På låget er der indgraveret et ukendt våben, og der er indgraveret to utydelige mestermærker.

Præstestol og degnestol (ca. 1650)

Præste- og degnestolene bliver anskaffet omkring år 1650. De er udført i bruskbarok af Morten Snedker, København. De to stole har gavle med englehoveder og drueklase på døren.

Præste- og degnestolene var placeret så de flankerede alteret. I præstestolen ses blækklatstænk fra præstens gåsepen.

Præstestolen havde grønt fortræksgardin blev brugt ved skrifte.

Præstestol og degnestol flyttes (1913)
Præste- og degnestolene bliver i 1913 flyttet væk fra deres oprindelige placeringer på hver side af alteret. Præste- og degnestolene bliver i 1913 stillet som de forreste kirkebænke.

Begge stole er malet egetræsådrede.

Kirken får kirkebænke (mellem 1600 og 1700)

Kirken har antagelig først fået kirkebænke efter reformationen i 1536. Før det har der været båse, hvor man kunne stå. De fine havde pladser forrest i kirken, de fattige bagest. Kvinderne stod i venstre side og mændene i højre side.

Ved den katolske messe skulle kirkegængerne også bevæge sig rundt. Så samledes man forskellige steder i kirken, hvor der var et bestemt alter eller et andagtsbillede eller noget andet med en særlig betydning.

De første kirkebænke er nok blevet sat op i kirken på et tidspunkt mellem 1600 og 1700.

Formodentlig har disse kirkebænke haft udskårne gavle og døre af samme slags som præste- og degnestolene.

Da kirkebænkene bliver optalt i 1862, var der i alt 62 stolestader, alle med døre for. Heraf var de 23 forsynet med bræddegulv, resten var med brændt stengulv med træfodskamler.

Kirken får nye kirkebænke (1913)
Der indsættes nye stolestader med gavle af støbejern i ny-gotik. Det sker omkring 1913 i forbindelse med flytning af præste- og degnestol.