1. søndag i advent – 1993

Jantelov i Nazareth

Jantelovens fader – Aksel Sandemose – har givetvis ladet sig inspirere af denne søndags tekst, når han i bogen ”En flygtning krydser sit spor” formulerer dén Jantelov, hvis første, største og sidste bud lyder: ”Du skal ikke tro, at du er noget!” For just dèn behandling var det, der blev Vorherre til del, da han besøgte sin hjemby, Nazareth, og dèr talte i synagogen.

Du skal ikke tro, at du er noget. Det blev sagt til ham, som de andre kendte som Josef Tømrers søn. Der fløj godt nok rygter rundt i omegnen om, at han førte sig frem her og der. Men i hans hjemby, der havde han bare at holde sig i skindet; de vidste nemlig alt om ham, om hans familie og hans opvækst. De ville i hvert fald ikke lade sig dupere af en sådan døgenigt, der strejfede omkring i dårligt selskab – i stedet for at blive hjemme og passe sit arbejde.

Den reaktion hos Vorherres bysbørn, dèn er ganske naturlig. Vi kender den til bevidstløshed fra os selv. Hvis nogen fører sig frem, så ser vi dem skeptisk an, de er nok bare ude på at mele deres egen kage; det gælder så, hvad enten de måtte være ude på at blive rige eller ansete, populære, som det hedder med et skrækkeligt udtryk. Jo, Janteloven har gode kår i dens ophavsmands fødeland.

Vi, der hører historien om Vorherres besøg i Nazareth, hører den med bagklogskab og indforståethed; for vi ved, at mennesket Jesus var noget, er noget – han har tyngde og betydningsfylde, som intet andet menneske i verdenshistorien har haft det før eller siden! Fordi han virkelig var noget. Er noget!

Dèt noget, som han var og er, dèt har med os at gøre, således at forstå: at vi bliver til noget, er noget i kraft at dèt, som han var og er! Hvad er det dèt? Ja, dèt er, at han er den, der bringer kærlighedens dimension for alvor indenfor i vores tilværelse – i egentlig forstand.

Sådan, at vi der er fangne af vores selvoptagetheds rænkespind, får frihed! Sådan at vi, der er blindede af troen på vores egen selvtilstrækkelighed, vi får syn for en dimension, der er større end os! Sådan at vi, der er fortrykte og undertrykte af det præstationsræs, som vi kun alt for villigt har hjort vores liv til et offer for, at vi bliver frie til at modtage livet af Guds hånd i stedet for bestandigt at skulle gøre os fortjente til det!

Vi, der lever i den Jantelovsverden, der siger, at vi ikke skal tro, at vi er noget! Vi får her den helt modsatte besked: Nemlig den, at vi er noget, og at vi har lov til at være noget, fordi vi er elskede og i kraft af den kærlighed, som vi er elsket med, bliver vores liv stort. Det er dèt, der er kernen i det kristne evangelium, det glade budskab. Det er der saft og kraft i.

Vi, der lever i den Jantelovsverden, der siger, at vi ikke skal tro, at vi er noget! Vi får her den helt modsatte besked: Nemlig den, at vi er noget, og at vi har lov til at være noget, fordi vi er elskede og i kraft af den kærlighed, som vi er elsket med, bliver vores liv stort. Det er dèt, der er kernen i det kristne evangelium, det glade budskab. Det er der saft og kraft i.

Det forhold, at kirkens nytårsfest er henlagt til denne årstid og denne søndag, det skyldes nok en tilfældighed og en efterrationalisering af ventetiden frem til Vorherres fødselsdagsfest. Påske og pinse udsprang af jul – højtiden vokser med dagen. At kirken holder nytårsfest, det betyder, at højtiden indvarsles. Dèn højtid, der netop vokser med dagen! Uden højtid har dagene det med at ligne hinanden til forveksling – den ene dag afløser den anden – det går bare derudaf – og den eneste forskel på dagene, det er dèn, at hver dag har nok i sin plage. For at bryde dette må der højtid til. Ellers bliver vi underlagt dèt, som en tænker har kaldt: formløshedens tyranni – eller med et andet ord: perspektivfattigdommen. Når tilværelsen – livet – savner perspektiv, så bliver livets billede uskarpt. Så oplever vi den i en tågedis af den art, der nedsætter sigtbarheden, og ved sin blotte tilstedeværelse stemmer mange mennesker tunge i sindet.

Men livets billede fortaber sig ikke i en tågedis. Det forbliver ikke uskarpt, det får perspektiv af den højtid, der vokser frem af hver eneste dag, når vi lader os sige, at vi er elskede, at vi har fået Guds kærlighed i dåbsgave, og at livet derfor – hver dag – er meget større end dèt, vi selv tror, vi kan gøre det til.

Det kan så godt være, at vi er flygtninge fra den umiddelbarhed, der gav sig selv i barndommen, fra den ligefremhed som gjorde, at livet kom os mere ved, mens vi voksede op. Vi er flygtninge derfra, fordi vi ikke kan andet end at forflygtige livets gavekarakter, når vi tror, at vi skal gøre os fortjente til dèt, som allerede er vores. Men heldigvis – så krydser vi – ligesom Sandemoses flygtning – vores spor. Således at højtiden på ny kan få lov til at vokse med dagen, således at perspektivet genoprettes og får ny næring. Vi krydser vort spor, vi finder perspektivet på ny. Det sker, når vi lader os sige, at kristeligt talt, dèr gælder Janteloven aldrig. Vi har nemlig lov til at være noget, for det har vi fået lov til af ham, der forkyndte fanger deres frihed, af ham, der blot ved sit ord gav blinde deres syn igen, af ham der forkyndte evangeliet for de fattige.

Dèt er fornyelsens indhold – også ved dette kirkeårs skifte. Som det forkyndelsens indhold hver eneste gang, at ordet lyder! Det har lydt, og det lyder igennem snart 2000 år! Det vil sige, at ordet er ældgammelt, men alligevel evigt ungt. Det henvender sig til hver ny tids mennesker og meddeler dem den fylde og rigdom, der fornyer deres – vores liv. Denne tale om fornyelse kan alt for let forsvinde op i den blå luft, medmindre den tillige får et indhold. Fornyelsens indhold er livsmod og nye kræfter til at give os dèt liv i vold, vi har fået skænket – hverken mere eller mindre.

Dèt liv, som vi er midt i, og som ligger foran os, i dèt liv har vi fået lov til på ny at tro, at vi er noget, og derfor kan vi leve det – uden frygt – uden bagtanke – vi kan give os det liv i vold med troen på og tilliden til, at det nytter noget. Ikke sådan at vores indsats skal måles i forhold til en eller anden fastsat norm, livet i nådens stand er ikke et stykke akkordarbejde. Vi skal hverken holde eller sprænge akkorden – vi skal først og sidst lade os sige, at vi er noget i kraft af ham, der satte os i frihed til at være dèt!

Dermed er Janteloven for alvor sat til vægs og ud af kraft. For dèt som vi er og har fået lov til at være. Det er vi ikke af os selv. Men i kraft af den kærlighed, der kommer til os fra evighed af, som oplyser vores liv, som gør dèt stort, som vi selv kun kan gøre småt. Fra det kommer den fornyelse, der gør livet stort også i det små, i det nære; der hvor vi lever det sammen med vore kære. Dèr hvor livet bliver nyt – dèr bliver der skabt for os et godt nyt år.

Prædiken af Sven Christensen
Høje Taastrup Kirke, 27. november 1993

Billede af bogen  

Der blev prædiket over Lukasevangeliet 4,16-30

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene modham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«

Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?«

Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!«

Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.«

Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

-

Den autoriserede oversættelse fra 1992