Begravelsestraditioner i 1800-tallet

En beretning om, hvordan begravelser foregik i gamle dage.

Så snart et menneske var afgået ved døden, blev der sendt bud til byens tømmer eller hugger, for at kunne få taget mål af den afdøde. Der blev også sendt bud til nabokonerne og til kvindelige slægtninge, som boede i nærheden. De vaskede og friserede den døde og iførte ham eller hende den ligskjorte eller ligsærk, som for længst var syet og broderet med fint hørlærredsyning. Såvel skjorte som de 2 liglagener var af meget fint hørlærred og lagnerne var også broderet med hedebosyning.

Den afdøde blev nu lagt på et bord, hvorpå der var lagt et lag rughalm, som skulle være fri for rugkerner, hvorfor man skar aksene af (dette af hensyn til musene).

Afdøde lå så på strå til kisten var færdig. Tømreren havde jo taget mål af liget, men der gik et par dage inden limningerne og malingen kunne blive tørre. De fleste kister blev malet sort med limfarve og i limfarven blev der drysset hvidt strandsand. Skulle kisten være meget fin, blev der slået englehoveder og palmegrene på siderne. Disse var af gips eller af papmache og var sølvbronzerede. Skulle kisten være endnu finere, blev den betrukket med sort fløjl.

Ved begravelser her på egnen var det i slutningen af forrige århundrede for det meste Anders Hugger fra Kraghave mark eller Kristian Tømrer fra Taastrup Huse, der leverede kisterne. Begge havde ord for at lave gode solide kister, som nok skulle holde.

Hvis kisten skulle betrækkes med fløjl, var det madam Weber fra Kraghave Blokpost som besørgede dette arbejde og det skal hun have været dygtig til.

Når liget blev lagt i kiste, kom noget af halmen i bunden af kisten, mens resten af halmen blev bundet sammen og hængt op i skadegavet i stuehuset, det var den øverste spids i taget man kaldte således.

De omtalte kvinder lagde et lagen på rugstråene og lagde derpå den døde på lagenet hvorefter det øverste lagen blev lagt i de fineste lag ved hjælp af en mængde knappenåle. På ligets bryst blev lagt en saks således, at den dannede et kors, nedenfor saksen blev 2 rughalmstrå ligeledes lagt i form af et kors. (Saksen skulle vist holde troldtøj og onde ånder borte, stål var jo et godt middel mod troldtøj).

Under hagen fik liget en tyk salmebog for at holde munden lukket og på munden blev lagt en skilling. På øjnene blev der også lagt pengestykker for at holde disse lukkede. Hvis disse ikke var lukkede, ville der snart blive dødsfald i huset.

Storetåen på begge fødder blev bundet sammen med en hvid uldgarnstråd for at hindre, at den afdøde skulle finde på at gå igen.

Liget blev synet af ligsynsmanden, som var valgt af sogneforstanderne. Dette ligsyn var vist ikke meget værd, han kiggede på den døde og så gik han ind og sat til bords. Han skulle da have mad og nogle små sorte. At være ligsynsmand var en god bestilling.

Når kvinderne var færdige med at pynte liget, blev de sat til at pynte billederne og skilderierne på væggen med sørgeflor og sorte sløjfer. Der blev også klippet pynteting af sort glanspapir, som blev anbragt på lysestager, tintallerkenrækken ved loftet og andre steder.

Indtil pastor Fenger kom hertil (1854-1861) var her intet ligkapel, den afdøde måtte henstå i hjemmet til begravelsesdagen, hvilket for det meste var 7-8 dage efter dødsfaldet. Om sommeren var der ofte en slem ligstank og da liget ofte henstod i storstuen.

Der kom nu nogle travle dage for de efterlevende i hjemmet, der var meget der skulle ordnes.

Der skulle slagtes, brygges og bages og hjemmet skulle jo også pyntes. Man spækkede og kalkede og var det på en gård blev lo og lade pyntede. Der blev hængt tæpper og lagener op, der blev tømret bænke og borde sammen fordi man var nødt til at bruge lo og lade til at spise i, thi selv om stuehuset var stort kneb det med pladsen. Liget beholdt man jo til begravelsesdagen i storstuen, så denne kunne først benyttes efter begravelsen. Når begravelsesdagen var bestemt, var det næsten altid en søgnedag. Det var kun de fattigste, der blev begravet på en søndag.

Nu skulle gæsterne indbydes. Byens karle og unge mænd blev indbudt til at bære liget, at ringe med klokkerne og til at jorde graven. Pigerne og andre kvinder til at varte op, skænke kaffe m.m.

Til at indbyde gæsterne brugte man en af byens husmænd. Skulle han udenbys, fik han en hest at ride på. I selve byen gik han med stok og høj hat. Det var skik at bedemanden fremsagde en bestemt remse og den skulle husmanden kunne udenad. Kneb det med at huske remsen, klarede han sig med at skrive den af og have papiret i den høje hat. Når han så fremsagde remsen og var ved at gå i stå, holdt han hatten med begge hænder på maven, så han kunne snyde sig til at læse op fra hatten.

Det var en stor skam for ham at gå i stå under fremsigelsen, som lød omtrent sådan:

”Jeg har en meget flittig hilsen fra Gårdmand Lars Olsen og hans kone i Høje Taastrup, til fader og moder i huset samt sønner og døtre, om i ville møde hos dem fredag formiddag kl. 10 og spise frokost og derefter følge deres salig afdøde bedstefader til sit sidste sovekammer og hvilested og høre på en tale og derefter at følge med hjem og spise og blive en time eller to eller ligesom jer gode vilje tilsiger jer og så lover vi igen at tjene eder på hvad måde vi bedst kan, men helst i glædeligt tilfælde.”

Det var almindelig skik, at til begravelser, bryllupper og andre gæstebud sendte de indbudte gårdfolk som regel fødevarer, en bøtte smør, en kurv æg, slagtede høns, en flaske fløde eller en krukke sødmælk og andre madvarer.

Var det et stort følge, måtte man spise i hold. Opvartningen blev besørget af piger, der var inviteret hertil. Det var en ærefuld bestilling at varte op, men den fineste bestilling var dog at skænke kaffe op. Denne bestilling fik den største gårdmandskone (den rigeste). Hun stod ved bordene og skænkede kaffe op og pigerne bragte den videre. Fra kl. 11 til kl. 12 blev der ringet. Det første hold af gæster begyndte at spise og når de var færdige begyndte næste hold osv. Der var al mulig slagtemad, flækkede æg og ansjoser, hvad der var en stor sjældenhed om vinteren. Og så var der snapse efter behag og gammelt øl, bajersk øl kendte man ikke før omkring 1890.

Når man var færdig med at spise, gik man hen til et andet bord og drak kaffe. Her stod som ovenfor nævnt den største gårdmandskone og skænkede kaffe. Til kaffen var der hjemmebagte kager, hvoraf gode venner havde foræret de fleste. I mit hjem har vi en stor kobberkaffekedel, som kan rumme 36 store kopper kaffe, den har ofte været lånt ud til begravelser.

En halv time før begravelsen skulle foregå, blev der ved større begravelser ringet med begge klokker, så der gjaldt om at blive færdig med spiseriet og komme i kirke.

Efter en salme holdt præsten en ligtale, lang eller kort afhængig af betalingen præsten havde fået eller kunne forvente at få. Var det en lang ligtale, kunne det ske at nogle, der havde spist og drukket mere end de havde godt af, faldt i søvn under ligtalen. Ved flere begravelser ved man, at præsten fik 100 kr. og det var mange penge den gang.

Havde præsten fået en god betaling, fik afdøde ofte så megen ros for sit levned, at de, der sørgede over afdøde. gik trøstede hjem og var næsten forvissede om, at afdøde kom i himmerig.

Efter ligtalen blev der sunget en salme og så blev kisten af gode venner og slægtninge båret ud af kirken og sænket i graven. Mens dette foregik, blev der ringet med klokkerne. Når kisten var i graven, tav klokkerne og præsten kastede de 3 skovle jord på kisten, bad en bøn og lyste velsignelsen og så begyndte man at jorde mens følget stod ved graven.

Som regel var der indbudt karle til at jorde. Hvis det havde været regnvejr, var den opgravede lerede jord meget klæbrig og kirkens skovle og spader var rustne og meget klodsede, så jorden hang ved. Det var et strengt arbejde at jorde.

Når graven var færdig og klappet pænt glat, skulle der strøs sand på. Dette blev besørget af unge piger som havde forsynet sig med sand fra våbenhuset, hvor der lå en bunke sand. Sandet havde i et hvidt tørklæde, hvor de fire hjørner var sammenknyttede. Den af pigerne, der var nærmeste slægtning, skulle vistnok begynde ved hovedenden og så gå rundt om graven og stadig strø sand på gravhøjen.

Efter hende fulgte de andre piger, så til sidst var gravhøjen helt hvid af strandsand.

Så skulle der lægges kranse på og dette besørgede pigerne også og i samme rækkefølge. Den nærmeste families kranse skulle ligge ved hovedenden. Når kransene var lagt på, gik følget rundt om graven og betragtede kransene og læste de vers, som var anbragt midt i kransen. Samtidig så de efter, hvor synlig deres egen krans var lagt.

Ved min farmors begravelse (jeg var da ca. 8 år) stod der i mit vers:

I mange år du vandred her
har kendt til møje og besværer
kendt lyse mørke dage
tak for hvert kærligt ord vi fik
tak for hvert mildt og venligt blik vi fik
dit minde bliver tilbage.

De kranse, der blev brugt den gang, var mest tørre kranse, dvs. tørre blade, som var malede grønne. Skulle det være særlig fint, var det metalkranse, hvor blade og blomster var klippede ud af zink eller blik og var malede. Eller også var blade og blomster lavet af forskellige farvede perler. Levende kranse var der meget få af, de holdt jo kun nogle få dage, sagde man.

De der ringede, havde fået smørrebrød og en dunk øl op i tårnet. De som havde jordet, gik tillige med de af følget, som var inviteret, med hjem til sørgehuset og spiste til aften.

De af følget, som ikke var inviteret med hjem efter jordefærden, sagde hånligt, at det kun var en frokostbegravelse.

Ved spisningen holdt degnen en tale, hvori han fortalte om alle den afdødes gode egenskaber og gode gerninger samt læste afdødes stamtavle op. Jeg har 2 sådanne mindetaler, som degnen Mossin har holdt over min farmors mor og bedstemor, (min oldemor og tipoldemor).

Efter spisningen drak man kaffe, som der var rigelig med kage til. Mændene foretrak for det meste cognac eller snaps til kaffen. En halv kop kaffe med en cognac kaldte man en for en lille sort. En halv kop kaffe med snaps i, kaldte man for en jernhest. En snaps eller en cognac blev altid hældt i kaffen, man nød ikke cognac og drak kaffe til, som nu.

Når man havde drukket kaffen, gik man fra bordet så næste hold kunne komme til og når alle havde fået kaffe, var det ofte at kortene kom frem tillige med snapseflasken og ølkruset. Det var ikke ualmindeligt, at nogle drak så meget, at de blev berusede. Der blev spillet kort til ud på aftenen, men inden folk gik hjem, fik de mad igen. Så sagde man farvel til familien og dersom det var en større begravelse, blev man inviteret til at komme igen næste dag til andendags-begravelse. Så fik man plukfisk, der svømmede i smør og desuden det kolde bord.

Somme tider kunne en begravelse vare en hel uge. Mine forældre var f.eks. til begravelse i 7 dage, da gårdejer Ole Mortensen, Gadehavegård, blev begravet, og de var ikke spor i familie med hverken ham eller konen.

Ved meget store begravelser blev alle byens beboere, både rige og fattige, indbudte. Den sidste store begravelse i Høje Taastrup, hvor alle var indbudte, var i 1906 til gårdejer Ole Olsens begravelse.

Da gårdejer Søren Nielsen fra Kraghave mark blev begravet, var jeg med til at ringe. Der var bragt smørrebrød og en dunk hvidtøl nr. 1 op i tårnet.

Da ligvognen var udfor kirken, var den sidste vogn i følget ikke kørt fra gården, der var ca. 40-50 vogne. Når vognene nåede byen, gjaldt det om at få hestene i stald eller få dem passet, så de ikke løb deres vej. I præstegården var der anbragt bomme langs med den gamle lade, som brændte i 1936. Der kunne være mange køretøjer i præstegården og der var plads til mange heste i stalden. De, der ikke var plads til, blev bundet til bommene og så gik præstekarlen og holdt orden på hestene. På sådan en begravelsesdag fik han mange drikkepenge. Gårdmændene var jo flot kørende med stadsvogn og deres fineste seletøj, så drikkepenge til præstekarlen måtte jo også være lidt rigeligere på sådan en dag, end man plejede at give.

Det at være præstekarl regnede man for at være en fin bestilling. Hans arbejde var at passe præstens 2 heste og holde vogne og seletøj i pæn stand, være kusk, bære tørv, brænde og vand ind til pigerne, holde gårdspladsen ren, grave kartofler op og skuffe havegange og lignende. Han skulle være pænt påklædt og når han var kusk, havde han en slags soldaterkasket på hovedet, en uniformsfrakke med blanke knapper og lange støvler. Der var noget at se på, når han kom kørende, 2 blanke heste, flot seletøj, en flot kusk og en lukket vogn eller charabanc.

Som løn fik han kost og logi, men vist ingen penge. Hans løn var de drikkepenge, han kunne tjene på begravelser, bryllupper, barnedåb og så om søndagen ved gudstjenesterne. Min mors bror Lars var i mange år præstekarl i Glostrup og tjente en lille formue ved de drikkepenge han fik.

Når en våbenbroder, d.v.s. en veteran fra en af krigene fra 1848-50 og 1864 skulle begraves, gik der foran for ligtoget fra hjemmet og til kirken først en våbenbroder med våbenbroderforeningens fane og derpå 4 hornblæsere, der spillede salmemelodier. De spillede dem meget langsomt og de vakte opmærksomhed i byen, når der kom sådant et ligtog.

Hvis det var en fattig våbenbroder, der blev begravet og der ikke var betalt for orgelspil, spillede orkestret salmemelodierne i kirken. Efter ligtalen gik musikken i spidsen til graven og spillede. Efter præsten havde kastet jord på kisten, bedt ”Fader vor” og lyst velsignelsen, spillede de salmemelodier, mens graven blev jordet og pyntet.

Når en selvmorder skulle begraves, blev han lagt i kisten og om aftenen efter solnedgang bragt ind over kirkegårdsmuren i det nordvestre hjørne nord for legathuset. Kisten kom i graven og henstod i mindst 3 dage inden begravelsen. Denne skik kom vel af, at der ikke var noget ligkapel og folk syntes, at det var uhyggeligt at have en selvmorder i huset længere end det var nødvendigt. En selvmorder måtte ikke komme ind i kirken, ligeledes måtte liget ikke komme igennem køreporten, hvorfor ved jeg ikke. Når liget blev bragt ind over kirkegårdsmuren, tænker jeg, at det var fordi det var det laveste og nemmeste sted at få kisten over.

Ligtalen blev holdt ved den åbne grav, en selvmorder måtte ikke komme ind i kirken. Da ligkapellet kom i brug, blev ligtalen holdt i kapellet, men det kunne jo ske i en varm sommer, at liget lugtede slemt. Så blev liget sat i graven og ligtalen holdt ved graven. Jeg kan ikke huske, om der blev ringet, men det tror jeg ikke der blev.

I 1891 begik præstegårdsforpagteren selvmord. Provst Sørensen har vel ment, at han har været sindssyg i gerningsøjeblikket, thi han kom ind i kirken. Siden da er alle selvmordere kommet ind i kirken.

Begravelsestale fra 1835

Her er mindetalen over Hans Laurits Hansens oldemor, Sidse Espensdatter fra ”Espensminde”. Talen er skrevet af skolelæreren.

Høje Taastrup, den 8. februar 1835

Hædersminde over afdøde Sidse Espensdatter, gårdmand Svend Zakariassens hustru af Høje Taastrup.

Forfattet af Mossin, degn i Høje Taastrup:

Jeg roligt ser til graven hen,
kun legemet får sted i den
men ånd sig her opsvinger.
Er døden røst end skrækkelig,
dog skal den ej forfærde mig,
nej! Den mig lifligt klinger
til Gud min død mig bringer.
Fra tidens fare, nød og strid
med salig håb jeg iler did
hvor den algode troner.
Jeg hæver mig fra denne jord,
did hen hvor engles høje kor
istemmer jubeltoner
om syndernes forsoner.

Hvad have vi i dag hørt? Hvad have vi set? Vi have hørt klokkernes hule lyd i tårnet og set en skare mennesker iførte sørgedragt, hvilket ikke bebudede noget glædeligt, men desværre, sørgeligt, thi vi så foran skaren en kiste med sorgens dragt, hvori hvilede det jordiske af et medlem af denne menighed og foran kisten en mand at gå med matte trin og med et åsyn, hvor sorg og bedrøvelse var afmalet, og nogle børn med ham, som med vemodsfulde tårer ville byde de kære levninger det sidste farvel. Her standser jeg og skænker eder alle, manden som børnene en medlidende tåre.

Den ædle sjæl, der har forladt os, har jeg i en række år kendt og kan med sandhed bevidne, at hun var en trofast ægtefælle og for sine børn en øm og kærlig moder og havde også et hjerte, som var deltagende og stedse åbent for menneskekærlige følelser, thi ikke lod hun den fattige gå ubønhørt fra sig, ja! Hvad der kun er sjældent, hun var skånsom i sine domme over fejlende mennesker. Når en ublid dom over et menneske kom for hendes øre, var det stedse hendes svar: Herre, Gud! Hvad er vi vel andet end fejlende mennesker? Var det kun disse dyder alene der besjælede den afdøde?

Hvordan så vi hende på det lange sygeleje? Var hun utålmodig og mestred det alvise forsyns gerninger? Nej! Jeg var vidne til og andre med mig, at hun lå stille og rolig og ventede med tillid og fortrøstning efter herrens time, som indfandt sig den 1. februar og kaldte hende fra jordelivets sorg og møje til velfortjent salighed.

Den her i livet agtværdige dannekvinde Sidse Espensdatter, som er født i Søerup. Hendes fader, som nu har modtaget hende blandt åndernes tal, var den her i livet velagtede gårdmand Espen Larsen i bemeldte Søerup og hendes moder, den huslige og brave kone Ane Andersdatter, som i hendes høje alderdoms dage må friste den tunge skæbne at se sin kære datter nedsænket i den mørke grav. Den afdøde forblev hjemme under sine gode forældres pleje og varetægt indtil sit 20. år, da hun med moderens vilje indlod sig i ægteskab med daværende ungkarl, den nu velagtede gårdmand Svend Zakariassen af Høje Taastrup den 3. december 1813, i hvilket ægteskab de have samavlet 8 børn, hvoraf de 2 er døde og have modtaget deres moder i en bedre verden og 6 står nu tilbage og kalde forgæves på det kære modernavn.

Iblandt denne sørgeskare findes vist den afdødes broder og søster. Broderen Jørgen Espensen, som ejer deres fædrene gård i Søerup, en virksom og duelig landmand og søsteren Kirsten Espensdatter, gårdkone i Ejbye, forhen gift med den her i sognet velbekendte driftige og vakre gårdmand i Taastrup Valby, Povel Larsen. De have i alt 6 søskende, hvoraf de nu 4 ere hensovede.

Både mand, børn og slægtningerne have stået omkring den grav, der nu skjuler deres elskede venindes levninger og vædede den med vemods bitre tårer.

Ja, hun var også disse tårer værdig. I behøver ikke at oprejse hende et minde af sten eller træ, thi i beholder hende vist i eders hjerter og så ofte i vandre forbi den gravhøj, som skjuler hendes jordiske hendes jordiske levninger, da vil I sige ved eder selv: Her hviler støvet af den gode Sidse Espensdatter.

Din korte vandring har du lagt tilbage,
på denne jord du ej virke kan.
De var kun få, din alders bedste dage,
men Herrens veje vi ikke spore kan.
Vort blik på jorden dunkelt er og kort,
vi stundom rykkes uformærket bort.
Sov da i fred, du himlens nye borgerinde.