Fredsforhandlingen i præstegården i 1658

Hans Laurits Hansen fik gennemført, at der blev opsat 2 tavler på hver side af portalen mod præstegården. Tavlerne fortæller om 2 historiske begivenheder i Høje Taastrup.

Den ene begivenhed, handler om et slag ved Høje Taastrup i 1149 mellem de 2 konger Svend og Knud. I Danmark var der langvarig borgerkrig, hvor det til sidst endte med, at Valdemar blev enekonge. Valdemar var søn af den myrdede slesvigske hertug Knud Lavard.

Den anden begivenhed handler om de i 1658 svensk-danske fredsforhandlinger i Høje Taastrup præstegård. Her mistede Danmark Skåne, Halland og Blekinge.

Krigen som førte til fredsforhandlinger i Høje Taastrup Præstegård

Den svenske kong Carl Gustav beskrives som en kriger og landsknægt, som elskede soldaterlivet i felten. På rigsrådsmøder lagde han ikke skjul på, at både Polen og Danmark skulle angribes. Carl Gustav valgte Polen først, så afhængig af, hvordan det gik i Polen, var det kun et spørgsmål om tid, før han ville angribe Danmark.

Da det ikke gik så godt for svenskekongen i Polen, valgte Danmark derfor, for at komme Carl Gustav i forkøbet, at erklære Sverige krig. Krigserklæringen kom desværre for Danmark til at virke modsat af det ønskede. Nu fik Svenskekongen en undskyldning for at forlade Polen med æren i behold og kunne nu gå mod Danmark.

Danmark sendte nu sine tropper til den sydlige grænse for at tage imod Carl Gustav. Her blev de slået og Jylland blev besat. På grund af den hårde vinter var Carl Gustav så heldig, at isen holdt til at marchere over isen til Fyn og herfra videre til Lolland, tværs over Storebælt og til Sjælland. Hvis isen ikke havde holdt, havde det været et kæmpenederlag for Svenskekongen, men sådan skulle det ikke gå.

Svenskerne lå nu rundt om København. Danmark måtte til forhandlingsbordet om fred og dette skete i Høje Taastrup Præstegård.

Det svenske hærværk på præstegården

Den svenske general Klas Thott har åbenbart ikke påskønnet Søren Glud og Kirsten Klausdatters gæstfrihed, thi svenskerne havde ødelagt 5 vægrum af laden.

Ved de 8 mands syn den 9. august 1661 står der: På kirkens gård er 5 vægrum øde, på den anden bygning mangler langhalm 6 læs. Kirkens hus fattes 2 læs langhalm. Jep Pedersens gård, som ligger til Høje Taastrup kirke, er nedbrudt af svensken og kun 8 vægrum er ved magt.

Først i 1668 får Søren Glud bygget en lade igen. Den sydlige væg blev bygget oven på kirkemuren i bindingsværk og lerklinet. Igennem laden blev der lavet en smal gang på ca. en meters bredde, så præsten kunne gå fra præstegården og ind på kirkegården.

Fra gangen og imod øst var der var der hestestald og karlekamre og i forlængelsen af hestestalden i vinkelbygningen mod nord, var der vognport. I den nordlige gavl var der 3 lokummer, som der var 3 trappetrin op til.

Vest for gangen var der lade til plejltærskning.

Kostald og svinehus samt fåresti var i vestre længe, der ligesom østre længe havde gavlene ud mod kirkegården.

Hvor stor besætningen var på Søren Gluds tid, kendes ikke. Svenskerne har jo nok taget alt, hvad der var, så det har taget nogle år at få besætning igen, da svenskerne i meget stor omkreds har taget alt.

Over døren ind mod præstegården blev indlagt en egetræsbjælke hvori der var skåret.

Gud bevare din indgang og udgang. 
Søfren Søfrens Glud – Ide Christine Moth.

På væggen ind mod præstegården var der skåret i en bjælke:
Partim posteris nati sumus (Vi er født til eftertiden)
Ekstructa die 15 jun 1668 (blev bygget 15. juni 1668)

Kården efter Johan Schytte

Efter Roskildefreden fortrød Carl Gustav, at han ikke havde taget hele Danmark. Han brød freden og gik i land ved Korsør med en hær og erobrede Sjælland og indesluttede og belejrede København.

Den svenske hær blev indkvarteret i byerne omkring København, præstegården har selvfølgelig også haft indkvartering og det er sandsynligt, at en svensk fændrik Johan Schytte har været indkvarteret i præstegården, thi han er blevet begravet i kirken. Det er muligt at Søren Glud er blevet tvunget til at begrave ham i kirken. Det kan jo også være, at han har frelst stuehuset fra at blive nedbrudt, så Søren Glud af taknemmelighed har ladet ham begrave i kirken.

På tårnbuen i Høje Taastrup kirke har hængt en trætavle over en svensk fændrik Johan Schytte, som blev såret ved stormen på København den 11. februar 1659 og døde 10 dage efter. Trætavlen er forgået af ælde, men på dens plads hænger nu en kårde, som man mener har været Johan Schyttes.

Den hang oprindelig, hvor den nu hænger, men provst Heegård, der flyttede om på så meget straks han var kommet hertil, flyttede også kården.  Den blev flyttet hen til den nordlige væg, hvor nu kvindernes indgang er. (Døren var dengang tilmuret) Her hang den så, til provst Heegård var rejst, så blev den hængt hen på sin nuværende plads, hvor den før havde hængt.

En gang kirken blev hvidtet, havde jeg den hjemme og pudsede den, for om muligt at finde navnetræk på den, men jeg fandt intet. Kården er i 2 stykker, den er brækket over ved skæftet, der er af messing. Klingen er meget medtaget af rust, den ser ud, som den har ligget i jorde i længere tid.

Denne kårde er omtalt i Traps ”Danmark” som et minde fra svenskekrigen. Ældre mennesker, som jeg har spurgt om, i hvad anledning den hænger der, har svaret, enten at den var ophængt som et minde om fredsslutningen 1658 i Høje Taastrup Præstegård, eller også har de sagt, at det var et minde fra svenskekrigen.

Begge disse forklaringer er ikke helt rigtige, thi i pastor Heerfordts indberetning til Hoffmanns Fundationer ca. 1760, hvor han beskriver, hvad der er i kirken, nævner han en trætavle, (men ikke kården) som hænger inde i hvælvingen. Havde kården været der dengang, havde han sikkert omtalt den, navnlig da den hang på tavlen eller ved den. Tavlen var allerede borte i 1855, thi pastor Fenger omtaler den ikke, men der hvor den har hængt, er der i dag nogle svære jernkroge og ved disse hænger kården nu.

Efter at pastor Heerfordt har omtalt alter, ligsten osv., skriver han: ”Foruden en tavle, som hænger inde i kirken under hvælvingen med dette indhold:”

As Mix Heyt.
As Dir Morgen.
Her ligt begraben der Weyland undt Wolädle West und Mandhafter Johan Schytte ine Konigl Mayst Chron in Schweder under Ihr Hoch Grävelichen Excel. Felt Marchalh Douglassen Regiment volbedinter Fändrik den XI February 1659 in sturm von Copenhagen dyrk einer Fodlike schus dermassen verwundet das ehr fölgende XX Majus dem sejn liben endigen mussen.
Dessen Selen Got gnade undam jungsten Tage einige Frohliche auster hersteung Zum Ewigen leben verleiken volle. Amen.

I dag mig
I morgen dig.

Her ligger den forhenværende ædle, mandhaftige Johan Schytte begravet, en fendrik, tro tjenende den kongelige svenske majestæt i hans højgrevelige feltmarchal Douglas regiment, så alvorlig såret gennem et dødeligt skud den 11. februar anno 1659, at han den 20. februar måtte slutte sit liv.- Måtte gud på den yderste dag forlene hans sjæl en frydefuld opstandelse til det evige liv. Amen.

Ovennævnte tekst var skrevet på plattysk og blev oversat af pastorinde Jessen.

Kården omtales ingen steder i Hoffmanns Fundationer, hvor er den da kommet fra? Ja en sandsynlig forklaring er den, at man inde i kirken har gravet Johan Schyttes grav op til en anden begravelse og i graven fundet kården koparret og medtaget af rust, den er så hængt op ved tavlen, og da så tavlen er forgået af ælde, er kården blevet hængende.

Fredsforhandlingen i Høje Taastrup 16. til 18. februar 1658

Følgende Forhandlingsforløb i præstegården har H.L.H. afskrevet efter den svenske historiker Fryxell og pastor J.F. Fengers beskrivelse:

Den 15. februar 1658 fik Høje Taastrup indkvartering af svenskerne i præstegården, hvor den 37-årige Søren Sørensen Glud var sognepræst. En af de svenske hærførere, som her fik sit kvarter, var general Klas Thott.  Præstefruen, Kirsten Klausdatter fik travlt med at sætte det bedste huset formåede, på bordet, thi Klas Thott var sulten og tørstig og ville rigtig nyde hvilen i sit gode kvarter. Siden den 30. januar da Carl Gustav med sin hær, der bestod af 9.000 ryttere og 3.000 mand fodfolk og artilleri, gik over Lillebælt, havde den svenske hær døjet strabadser og udført det utrolige.

De danske tropper på Fyn var hurtigt overvundet, og den 5. februar gik det meste af den svenske hær over isen til Langeland. Den 6. februar nåede de Nakskov og den 9. februar satte Smålændingerne sig fast i Vordingborg. Den 11. og 12 februar ankom hovedstyrken og med den Carl Gustav. Samtidig ankom general Wrangel med sin hær, han var fra Nyborg den 9. februar gået direkte over Storebælt.

Da det rygtedes i København, at Carl Gustav med sin hær gik over isen, sendtes Joachim Gersdorph og den gamle Kristen Skeel dem i møde for at forhandle om fred. De traf den 11. februar om aftenen Carl Gustav i Vordingborg.

Det blev en hastig præsentation derude imellem driverne. ”Er de her hr. ambassadør,” hilste kongen den engelske mægler sir Philip Meadowe, der var ifølge med de danske fredsunderhandlere. Ja, svarede engelskmanden, men i sandhed, det vækker mig en større forundring at finde deres majestæt her.

Fredsunderhandlerne og Carl Gustav kunne ikke blive enige, thi han forlangte Skåne, Halland, Blekinge, Møn, Bornholm og hele Norge.

Carl Gustav drog så med hæren mod København og den 14. februar om søndagen blev Carl Gustav i Køge, for at tropperne kunne udhvile sig og for at vente på de tilbageblevne. Denne dag kom Gersdorph Kristen Skeel igen til den svenske konge og bad om 3 dages tilstand. Ikke 3 timer svarede Carl Gustav.

Den 15. februar drog Carl Gustav med hæren til Køge Kro, men da alle byerne i en mils afstand var udpinte, for at skaffe fødevarer til Københavns forsyning, tog Carl Gustav til Thorslunde og indkvarterede sig i præstegården.

Om aftenen kom Meadowe og bad kongen om at standse fremrykningen. Freden ville om 24 timer være afsluttet, da kong Frederik ville underhandle på det grundlag, de danske underhandlere i Vordingborg havde fundet for hårdt.

Den 16. februar tidligt om morgenen kom Gersdorph og Kristen Skeel til Thorslunde og fik audiens hos kong Carl Gustav, men da der ikke var plads nok til underhandlingerne i præstegården, flyttede man straks til Høje Taastrup Præstegård.

Den franske gesandt Terlon og den engelske Meadowe var mæglere.

Fra svensk side indfandt sig Steen Bjælke, Corfits Ulfeldt og sekretæren Ehrenstein, på dansk side Kristen Skeel og Joakim Gersdorph.

Svenskerne ville benytte lykken og fastholdt de vigtigste af deres fordringer og danskerne pruttede naturligvis, måske også for at vinde tid, thi de vidste, at en tysk-polsk hjælpehær var på vej, så svenskerne måske ville blive mere medgørlige, men Carl Gustav truede med at angribe København. Under forhandlinger kom ordonnansen fra kong Frederik, Ove Juul, sprængende ind i præstegården med ordre til at slutte fred, som den kunne fås. De danske underforhandlere gik nu med ham ind i en tilsyneladende tom stue i præstegården for at tale med ham i enerum.

I Stuen stod en himmelseng med omhængene trukket for, men i denne lå den svenske general Åkesen Thott, som holdt sig stille og lyttede og hørte altså hvad melding Ove Juul bragte og hvorledes de danske underhandlere aftalte, at de skulle gå ind på at afstå Skåne, Halland og Blekinge, men at de skulle prøve at redde Bornholm og Tronhjems stift. Men hvis svenskerne holdt stejlt på Trondhjems stift, skulle de rejse sig og skyde stolene fra sig som for at afbryde forhandlingerne. Hvis dette ikke hjalp, skulle de til sidst give efter. Efter at have aftalt dette, forlod de stuen. 

Klas Åkesen Thott underrettede Steen Bjælke om, hvad han havde hørt og kort efter begyndte underhandlingerne igen.

Danskerne tilbød at afstå Skåne, Halland og Blekinge, men ville ikke afstå noget af Norge. Tvisten blev langvarig og da Svenskerne ikke ville give efter, rejste danskerne sig op og skød stolene fra sig ligesom for at afbryde underhandlingerne. Steen Bjælke rejste sig også og sagde: ”Så indtager vi København”, til stor forbavselse for sekretæren Ehrenstein, som kendte Carl Gustavs befaling om at slutte fred for hvad de kunne få danskerne til at afstå. Han kendte ikke den underretning, som Klas Thott nylig havde skaffet.

Da danskerne så Steen Bjælkes bestemthed, optog de på ny underhandlingernes tråd og afstod også Trondhjem.

Underhandlingerne i Høje Taastrup Præstegård begyndte den 16. februar og allerede den 18. blev fredspunkterne underskrevne. Dagen efter blev de bekræftede af begge konger.

Årsagen til denne ilsomhed var denne, at Carl Gustav ville have hovedpunkterne bestemte, før nogen mulig indtræffende begivenhed kunne forandre det fordelagtige i hans daværende stilling.

Men som følge af denne ilsomhed fandtes der fredsslutningen noget ubestemt, uudviklet og måske i sin form fejlagtigt. Man besluttede derfor på grund af de i Høje Taastrup antagne hovedpunkter at udarbejde en mere fuldstændig og i formen fuldkommen fredsafslutning. Dette skulle ske ved samme udsendinge, men i staden Roskilde, hvor man havde flere bekvemmeligheder end i Høje Taastrup.

Carl Gustav skyndte sig med at brandskatte Sjælland og danskerne skyndte sig med at få sluttet freden.

Denne fred var en af de fordelagtigste, som Sverige nogensinde har afsluttet, modsat for Danmark.

Da Gersdorph i Høje Taastrup skulle underskrive de opsatte fredspunkter, ytrede han til den engelske fredsmægler, at han denne gang ville ønske, at han hverken kunne læse eller skrive. Den anden danske udsending, Kristen Skeel, sørgede så bittert, at han blev syg og døde i København 30. marts 1659.

Kristen Skeel blev plejet af kongens livlæge dr. Poul Moth. Den 14. juli 1659 blev hans lig bisat i Helliggejstkirken i København og biskop Svane holdt ligprædiken, som blev trykt 1661. Efter fredsslutningen blev hans lig ført til Aulum sognekirke, hvor hans hustruer hviler.

Kristen Skeel ejede Fusinge, Holbækgård, Valle, Billenborg, Gunderup, Gammel Køgegård, Sjællands Odde samt nogle gårde i Skåne.