Graver og ringer madam Larsen

Omkring 1900-tallet fik en meget farverig kvinde i Høje Taastrup stillingen som ringer og graver ved kirken.

Det var madam Larsen.

Hun boede i Bygaden 49a, hvor hun havde en købmandshandel. Huset ligger skråt overfor kirken og ved siden af Kirkebakkegård og her blev tidligere kommunens sognerådsmøder afholdt.

Da madam Larsen blev kirkens ringer og graver

Da den gamle ringer Niels Nielsen døde, fik madam Larsens mand Rasmus Larsen indyndet sig hos provst Sørensen og fik ringerembedet. Der blev den gang ringet til middag, men det varede ikke ret længe, før Larsen holdt op med at ringe til middag, men han krævede alligevel betaling for middagsringningen. Både provst og kirkeværge fandt sig i det.

Det endte med, at Rasmus Larsen blev syg og døde omkring 1900, hvorefter madam Larsen fik lov til at beholde bestillingen som ringer.

I den gamle skole, som madam Larsen ejede, fik hun nye lejere, som var baptister. De holdt baptist møder og madam Larsen blev så glad for dem, at hun gik med til deres møder. Da provst Sørensen fik dette at vide, mandede han sig op og talte hårdt til madam Larsen. Dette ville han ikke finde sig i, enten måtte baptisterne rejse eller madam Larsen måtte holde op med at være ringer. Det endte med at baptisterne rejste og madam Larsen beholdt sit embede.

Madam Larsen havde som ringerkone flere forskellige folk til at grave og det skete flere gange, at den der gravede graven havde taget for lille mål, så kisten sad fast i graven. Man måtte så tage kisten op og lave graven bredere.

Grunden til dette var, at når en grav skulle graves og kisten stod i kapellet, tog madam Larsen et mål af kisten ved at måle med sit forklæde og overførte dette mål til en lang stok.  Det var derfor, at målet nogle gange svigtede.

En gang var der en begravelse fra Baldersbrønde Mark, hvor de måtte tage kisten op. Graven var gravet ved siden af en temmelig ny grav og da de fik kisten op og begyndte at lave graven bredere, skred sidevæggen til nabograven ud og jorden væltede ned i graven. Der var vestenvind og provst Sørensen og følget stod der og frøs, thi der var meget jord, der var skredet ned og der var kun to mand, som kunne komme til at arbejde i graven. Omsider kom jorden op og provst Sørensen fik kastet de tre skovlfulde jord på kisten, bedt en bøn og sunget den sidste salme og så kunne graven kastes til, hvilket også tog sin tid, og under alt dette var der blevet ringet med klokkerne.

Madam Larsen holdt geder på kirkegården

Kirken og kirkegården var i madam Larsens tid forsømt. Gulvet i kirke bestod dels af kantede fliser, dels af almindelige mursten, som var gulv under stolestaderne eller var brugt til at erstatte forvitrede fliser med.

Alteret så ikke godt ud. Den engang pragtfulde altertavle var i 1860erne blevet overmalet, så de oprindelige farver var dækket. Alterbordet, der var beklædt med træpaneler forestillende Jesus og de 12 apostle, var blevet skjult af rødt plys. Gulvene i kvindernes kapel var også meget ujævnt og var lagt af flere slags sten og af kasserede marmortavler fra kirkegården.

Kirkegården så også rædsom ud, der var ingen plads til lig, alt var optaget, den nye kirkegård var fuldt belagt. Hvis man ikke havde et familiegravsted, blev ligene gravet ned i en ikke vedligeholdt grav, selv om der var lidt igen, til de 20 år var gået. De gravede også lig ned i sidegangene, det var et forfærdeligt rod.

På de gravsteder, som ikke blev holdt rene, tøjrede ringerkonen madam Larsen sine to geder. Hvis naboerne til et gravsted, som ikke blev holdt, havde plantet blomster på deres gravsteder kunne de risikere, at gederne havde ædt dem eller de havde trampet dem ned. Brokkede man sig herover, havde ringerkonen en farlig kaje. Hun råbte, så det kunne høres langt væk, så man skammede sig over hende. Ringerkonen fik næsten altid det sidste ord. At klage til provsten og lærer Nørregaard, der var kirkeværge, hjalp jo kun for en tid, så var gederne der igen. Var der et velholdt gravsted, blev det jo ikke pænt af, at gederne blev tøjrede ved siden af, og for at beholde deres gravsteder i fred, begyndte de, der havde råd at indhegne deres gravsteder med jerngitre. Det blev en modesag og så skulle den ene have finere gitter end den anden. Espensmindes gravsted fik også et meget fint gravgelænder

Affaldet fra gravstederne smed madam Larsen ud over kirkegårdsmurens sydlige side, så stien blev dækket. Affaldet indeholdt afklip fra hække, lerknolde, hjerneskaller, lårben, visne kranse m.m.

En gang lå der en hovedskal af en ung pige. Håret, der var gult, var viklet rundt om hovedskallen og sad fast med hårnåle. Der var mange som så denne hovedskal, den lå der en 14 dages tid før den forsvandt.

Fra de visne kranse brugte børnene sejlgarnet til drager og lignende.