Provst Heegaard

Da den gamle provst, Jørgen Christensen Sørensen, i 1910 faldt for aldersgrænsen og rejste til København, blev Povl Henrik Højer Heegaard hans efterfølger.

Provst Heegaard, var en streng herre. Han fik baron Lerche til at fjerne kirkemøddingen ud til gaden og til at indhegne en ny mødding på den nye kirkegård. Madam Larsen fik forbud mod at tøjre gederne på kirkegården.

Den missionske provst

Provst Heegaard, der var en af indre missions høvdinge, gik fra hus til hus og indbød til møder i præstegården og fik en ret stor menighed. Han indbød fremmede talere fra indre mission til at tale i præstegården og i kirken og holdt skovture for sin menighed.

Provst Heegaard holdt ingen kusk, han lejede en hest af præstegårdsforpagteren og kørte selv, når han skulle ud. Han var villig til at tage gående op at køre, når de tilhørte indre mission. Andre kørte han forbi, han så lige ud og lod som om, han ikke så dem.

Det blev efterhånden sådan, at folk ikke holdt af at være sammen med ham, han var meget strengt dømmende. Vor nabokone, en gammel flittig og sparsommelig kvinde, blev meget syg og da hun var over de 70 år, ville hun have alterets testamente, inden hun døde. Min far gik op til provsten og bad ham tage hende til alters. Provsten gik hen til hende og talte til hende om omvendelse m.m., men tog hende ikke til alters.

Konen fortalte min mor, at provsten havde forlangt, at hun skulle omvende sig og give hvad hun havde til Indre Mission. Konen vidste ikke hvordan hun skulle bære sig ad med at omvende sig og hvad hun havde sparet sammen, skulle børnebørnene have og det ville hun ikke give bort til indremission. Nogle dage efter døde konen uden at komme til alters.

Efter dette var folk ligesom bange for provst Heegård, og når syge ville tale med en præst, henvendte man sig til pastor Vagner i Taastrup. 

Heegård drev i nogle år selv landbruget på præstegården og var en dygtig landmand. Når fodermesteren havde fri var han ikke bange for selv at tage fat i stalden når f.eks. en ko skulle kælve eller køerne fodres. I høsten arbejdede han også med.

Provst Heegaard var med til at få bygget en kirke i Hedehusene, som fik navnet Ansgarkirken. Han betjente begge kirker nogle år, men måtte på grund af sygdom flere gange rejse bort. En gang var han i længere tid ovre på Christiansø, men han blev ikke rigtig rask mere og tog sin afsked 16. september 1923.

Mens provst Heegård var i Høje Taastrup, indmeldte madam Larsen sig i indre mission og gik rundt og indbød til møderne i præstegården. Det endte med, at hun fra den gamle skole, som hun ejede, forærede den vestlige spids af sin have langs med kirkegårdsmuren til byggegrund til et missionshus. Provsten gik rundt og samlede penge ind og missionshuset blev bygget, klemt inde mellem kirkemur og bygaden. Siden provst Heegaard rejste, er det stadig gået tilbage for indre mission her i byen og nu står missionshuset tomt.

Madam Larsens søn Jacob blev skolelærer og fik et embede i Jylland og så solgte madam Larsen sine huse og flyttede med sønnen til Jylland, hvor hun døde. Madam Larsen blev afløst som ringerkone af den anden Niels Nielsen, som ejede huset i strædet ved siden af Kirkebakkegård.

Kommentar fra Hans Peter Hansen

Det var en torn i øjet for min far, Hans Laurits Hansen og min bedstefar, at provst Heegård fik missionshuset bygget foran kirken. De mente at missionshusets beliggenhed skæmmede kirken. Da min far blev ældre, begyndte han i 1970’erne at skrive indlæg i en avis om at få nedrevet missionshuset, fordi det efterhånden stod tomt. Dette fik de sidste rester af Indre mission på egnen til at reagere. En missionær begyndte at svare igen i avisen og han fik samlet sine tilhængere vidt og bredt til igen at bruge Missionshuset. Det blev til en del avisskriverier missionæren og min far imellem, men efterhånden døde det ud og missionshuset blev igen tomt. Det blev først efter sin død, at min far fik sit ønske opfyldt. I 2011 blev missionshuset revet ned og kirken præsenterer sig nu igen frit og flot fra Bygaden