Pastor Søren Sørensen Glud og hans forbindelse til kongen

Søren Sørensen Glud blev biskob

Søren Sørensen Glud var født den 30. maj 1621 i Glud præstegård, Bjerre Herred, Århus stift. Hans far var Søren Andersen, Sognepræst til Glud og Hjarnø og provst i Herredet. Han deponerede fra Horsens Skole og blev i året 1648 Sognepræst til Høje Taastrup, hvor han ægtede sin forgængers enke Kirsten Klausdatter, de fik en datter Bodil.

Mens han var præst her i Høje Taastrup, begyndte han at føre den ældste kirkebog vi har. Han påbegyndte at føre den straks han var kommet hertil i 1648. Han førte den således, at hver beboer i sognet fik 2-3 blade, hvor så dåb, trolovelser og begravelser og andet vedrørende opførtes. Vi har derved fået en fortegnelse over alle sognets beboere og man kan se hvor mange gårdmænd, husmænd, håndværkere osv., der levede på den tid.

I kirkebogen i Høje Taastrup står der i præstegårdens blad: ”Anno 1667 Peder Pedersen og Bodil Søfrensdatter viede.” Det er altså Søren Gluds og hans første hustru, Kirsten Klausdatters datter, der er blevet viet.

Søren Glud var præst her i 25 år og ville sandsynligvis være blevet her endnu længere, dersom ikke hans anden hustrus familie var steget højt i vejret og draget ham med sig. Efter hans første hustrus død ægtede han nemlig i året 1661 Ide Christine Moth, en datter af den kongelige livlæge Poul Moth og søster til Sophie Amalie Moth, som af Chr. V blev udnævnt til Grevinde af Samsø.

Denne kongens favorit kunne lige så lidt, som hendes til gehejmeråd udnævnte bror Mathias Moth, lade søsteren sidde i en landsbypræstegård. Da nu dennes mand, hr Søren Glud var en af person anset mand og dertil velstuderet og embedsdygtig, som man uden skam kunne hæve, så blev han i en skynding gjort til ” dr. theologiæ pr. Bullam Regiam”, og i året 1673 kaldt til Peder Villadsens eftermand på Viborg Bispestol, han blev også adlet. Hans adelige våben dækkes af en bispehue, dets øverste del har en flyvende due i et blåt felt.

Alt dette beskyttede dog ikke hr. Søren Glud mod satirens pile, som rigelig udskødes mod ham, især af præsten Jacob Worm, som da var præst i Viborg. Ved et gæstebud hos biskop Søren Glud, vægrede Jacob Worm sig ved at drikke nogle af de kongelige børns skål, han ville gerne drikke kongens og dronningens børns skål, men ikke kongens og Sophie Amalie Moths børns skål. Denne vægring kom ham dyrt at stå, der blev rejst anklage mod ham for majestætsfornærmelse og hans hjem blev af en embedsmand undersøgt overalt. Han udleverede villigt alle husets nøgler, men han bad embedsmanden om tilladelse til at skrive sin prædiken til næste dag færdig, hvilken tilladelse han fik.

Embedsmanden fandt ikke noget han kunne anklages for. Næste dag gik embedsmanden i kirke for at høre ham prædike. Da Jacob Worm så embedsmanden i kirken, blev han kåd og fræk og førte sin prædiken ind på første Moses bogs 31. kapitel, 34 og 35 vers, hvor det hedder:

Men Rachel havde taget de afguders billeder og lagt dem i en kamels strøelse og sad på dem, og Laban ransagede og fandt dem ikke. Da sagde hun til sin far;” Min Herre, bliv ikke vred, at jeg ikke kan stå op for dig, fordi det går mig efter kvinders sædvane. Så ledte han og fandt ikke de afguders billeder.”

Da embedsmanden hørte dette, rejste han sig stilfærdigt og gik ud af kirken og hen til Jacob Worms studereværelse, Han undersøgte stolen ved skrivebordet og fandt en mængde smædeskrifter både om Sophie Amalie Moth, Søren Glud og andre af Viborgs fremragende mænd.

Nu blev Jacob Worm arresteret og ført til København og blev indsat i samme fangehul, som Griffenfeldt for nylig havde været indespærret i. Den 26. januar dømtes han til at regnes som en uordineret person og aldeles uværdig til herefter at betjene det hellige embede eller bære den præstelige dragt, hvorpå han blev indsat i Slutteriet. Herfra indsendte han det ene rimede bønskrift efter det andet, ja han ydmygede sig i den grad, at han endog søgte beskyttelse hos Sophie Amalie Moth, men fik alligevel en streng dom. Han blev dømt til at hans skrifter skulle brændes af bødlen, han selv skulle henrettes med sværd og hans højre hånd afhugges hvorefter hans legeme skulle parteres og hans ære fortabes.

Sophie Amalie Moth og Søren Sørensen Glud, hans stedfar Thomas Kingo med flere gik i forbøn for ham og han blev for så vidt benådet, at han blev forvist til Trankebar, som da var dansk.

Herovre lærte han sig landets sprog så godt, at han blev i stand til at oversætte det nye testamente og gøre det tilgængeligt for befolkningen. Ved hans død i 1694 synes det endog, at han havde opnået en ret stor anseelse i sin landflygtighed. Der er rejst en mindesten over ham og på denne kaldes han ”Indiens første Apostel”.

Søren Glud beklædte i 20 år bispestolen i Viborg indtil sin død 1693. Med Ide Christine Moth havde han Søren Glud adskillige børn, der alle havde meget fornemme faddere. Ærkebiskop Hans Svane var således mellem Fadderne.

En søn Poul Glud født 1664 blev amtmand, en anden søn Søren Glud blev stiftsprovst, der var 2 døtre: Kirstine f. 1668 og Ide Sophie f. 1672.

I 1682, altså mens han var biskop i Viborg, ejede Søren Glud 2 huse i Høje Taastrup.

Der fortælles, at søsteren til præstefruen, Sophie Amalie Moth, opholdt sig i præstegården og at

Chr. V, som da var kronprins, kom og besøgte Sophie. De skal have sejlet på en lille sø, der strakte sig fra Kravhave til præstegårdens skovpark. (I 1890 var der af søen 3 vandhuller tilbage, som var forbundne med en meget dyb og bred grøft. Ved Skovparken var der lagt et brædt over grøften, thi arbejderne fra byen, som arbejdede på Hakkemose Teglværk, gik på en sti langs skovparken til Hakkemosevejen, hvad der forkortede vejen til teglværket.