Den historiske beretning om begravelsen af en hund på Høje Taastrup kirkegård

Af andre fortællinger fra præstegården har Hans Laurits Hansen fra embedsbogen af 1836 nedskrevet pastor Bendtz Møllers historie om hunden, der blev begravet og videreforsket i dens historie.

Embedsbogen af 1836

Der boede en frue i Thorstrup Valby, som havde en hund, som hun elskede meget højt, men desuagtet gik den al kødets gang, den døde, hvilket gik fruen meget på hjerte. Til lindring i sin store sorg besluttede hun at skaffe sig præstens tilladelse til, at den måtte begraves på kirkegården ved siden af det sted, hvor hun selv ønskede at blive nedlagt, og for at få præsten til at samtykke, tilbød hun i så fald, at hun ville skænke kaldet den eng, hun ejede ved Roskilde Kro.

Præsten troede ikke, at han turde afslå dette fordelagtige tilbud, og hunden blev altså begravet i kirkegården og kaldet fik engen, der siden har båret navn af hundeholmen eller Fruens Enge, fordi de ligger på begge sider af Roskilde landevej, og i den senere tid af kalkværket, der kun nogle år blev drevet, men derefter nedlagt.

Dog var præsten nær, således fortælles der, kommet galt afsted for den formastelighed, at lade en hund begrave i indviet jord, thi sagen kom biskoppen for øre, og præsten frelste sig blot ved sin snuhed og biskoppens godmodighed eller gerrighed. Han blev nemlig indkaldt til biskoppen, og da han frygtede for, at det ville gå ham ilde, beredte han sig på en forsvarstale ledsaget af en lille gave.

Biskoppen foreholdt ham det uforsvarlige i den af ham givne tilladelse, hvortil han svarede:” Ja deres højærværdighed, dersom det havde været en som andre hunde, så havde jeg unægtelig forset mig slemt, men det var den ikke, den havde fast menneskelig forstand, thi den gjorde ordentligt testamente og skænkede kaldet 5 tdr. land eng, for at den så måtte blive begravet i kirkegården, og den glemte heller ikke deres højærværdighed, thi den betænkte dem med denne kande.

Med disse ord drog han en stor og smuk forgyldt sølvkande frem, som han havde skjult under præstekjolen og overleverede biskoppen den, som overrasket ved denne uventede vending af sagen udbrød: ”Så, har den salige hund virkelig tænkt på mig”. Da svarede præsten: Det har den og da deres højærværdighed har kaldt hunden har kaldt den salig, så har jeg ikke begået nogen synd, ved at lade den begrave i kirkegården, og derved er historien ude.

Hundens grav findes endnu på Høje Taastrup Kirkegård ved den østlige ende af kirken, hvor hovedindgangen fra øst til vest støder sammen med gangen fra præstegården. Den er dækket af en stor bred tilhugget kampesten.  I det nordøstlige hjørne af den findes et relief i medaljonform, hvor hundens billede tydeligt kan ses.

Ildesindede mennesker, der ikke have nydt godt af hundens godmodighed og glemt, hvad den gjorde for sin samtid, påstår, at der i de 3 andre  hjørner af ligstenen også har været relieffer, som skulle have forestillet en engel, en løve og en ørn, at de blevet afslidte ved den jævnlige færdsel af fodgængere, som går over ligstenen, da den ligger i et hjørne imellem 2 gange, og på denne løse formodning, bygge de så den påstand, at der i det fjerne hjørne ikke er billedet af en hund, men af en okse. Nogle utydelige streger midt på stenen anse de for at være levninger af et billede af Kristi opstandelse.

Men alt dette er grebet ud af luften, thi på stenen kan ingen finde det. Langt at foretrække er den gamle sandfærdige beretning, at der på midten findes levninger af fruens billede og hunden er anvist den beskedne plads i hjørnet ved hendes fødder. Spørg hver mand i sognet, så får du straks at vide, hvor ”hunden ligger begravet”.

Kommentar af Hans Peter Hansen

Det interessante er, at jeg i Sydtyskland har hørt det samme udtryk: Dort liegt der Hund begraben. Så det er et spørgsmål om at tro, at udtrykket i Tyskland skulle stamme fra Høje Taastrup eller om det måske er et gammelt fælles germansk udtryk. Andre muligheder hvorfra det kunne stamme, er fra de tyske håndværkere, som i middelalderen boede i Roskilde eller måske det ganske enkelt er blevet kendt i Danmark ved, at Danmark tidligere var et dansk - tysk rige. Udtrykket har måske været kendt før hunden blev begravet og er så kommet til at passe med, at der, altså på Høje Taastrup Kirkegård ligger hunden begravet. Udtrykket kunne også stamme fra vandresvende.

Hans Laurits Hansen fortæller om Fruens Enge ved Roskildekroen

Præsteembedet har haft godt 5 tønder land ved Roskilde Kro, hvilket er et mærkeligt sted, i den alleryderste ende af sognet ca. 4 km. fra præstegården. For at få oplyst hvornår og hvorledes denne jord er kommet til præsteembedet, fik jeg arkivar Hoffmansen fra Danmarks Slægtsforskerforening til at undersøge, hvornår dette var sket.

Hoffmansen foretog en undersøgelse af stednavneudvalgets navneudskrifter og Roskildegårds lensjordsbøger 1582 og undersøgte de trykte middelalderdokumenter (Repert., Srd, ældste danske arkivregstr. m.m.)

Hoffmansen fandt ingen steder noget om denne jordoverdragelse, han skriver således:

Hvad er nu den historiske baggrund for sagnet?

At der findes et sådan, kan der næppe være tvivl om, da en eftersøgning i folkemindesamlingen har givet til resultat, at noget tilsvarende sagn overhovedet ikke findes andetsteds, og det må herefter fastslås, at der ikke er bevaret nogen oplysning om, hvordan jorden er blevet givet til præstekaldet.

I sogneprotokollen, der er at opfatte som forarbejde til matriklen af 1844, finder vi jorden udskilt og opført som matr. Nr. 1 af Thorstrup Valby. Den opmåltes til 5 tønderland og sattes til hartkorn 2-1-2.

Hoffmansen skriver videre: Da der ikke findes noget skriftligt om, hvordan præstekaldet har fået de 5 tdr. land, må opmærksomheden vendes mod den gravsten, som står i koret i Høje Thorstrup kirke. Den pågældende sten, som i folkemunde er døbt ”hundestenen” er gravsten over Jens Olsen, gårdmand og kirkeværge, død 9-8-1640, og hustru Kirsten Pedersdatter. Jens Olsen kendes fra altertavlen fra 1614, hvor der står: Niels Olsen og Jens Olsen var værger til Høje Thorstrup kirke.

I Herslev kirke i Hornsherred er der en ligsten i kirken, hvorpå der står:

Rasmus Pallesen fordum ridefoged over Roskilde Læn.
Gift med Ide Christiansdatter, på det 7 år en datter.
Hun døde i Lærbæk 28. juni 1633 i sin alders 23 år.
Han hensov 21. juli 1641 i hans 51. år.

Rasmus Pallesen blev altså enkemand i 1633, han giftede sig igen med Sidsel Jensdatter, en datter af kirkeværge og gårdmand Jens Olsen af Høje Taastrup og hustru Kirsten Pedersdatter.

Jens Olsen døde 9. august 1640 og hustruen Kirsten Pedersdatter blev boende på gården. Den 24. august samme år opretter enken, datteren Sidsel Jensdatter og hendes husbond Rasmus Pallesen, et legat lydende på 100 slettedaler, som skulle forrentes med 5% af sognepræsten i Høje Thorstrup og uddeles hvert år til fattige og nødtørftige udi Høje Thorstrup sogn.

Den 21. juli 1641 dør svigersønnen, ridefoged Rasmus Pallesen. Hans enke, Sidsel Jensdatter må fraflytte Bognæsgården, thi den nye ridefoged skal ind.

Hun flytter hjem til sin mor, men bliver snart gift, (hun var jo en rig enke). Kirsten Pedersdatter flytter så hjem til sine gamle forældre, Peder Hansen og Bendte, som havde en gård i Valby.

Her dør så hendes hund og hun vil have den begravet på hendes mands gravplads, hvor hun selv skal ligge. Hunden blev begravet på den sydvestlige ende af Jens Olsens gravsted. Kirsten Pederdatter er så blevet begravet i hundens grav og den store ligsten er taget fra Jens Olsens grav og lagt hen over hendes og det er derfor, at stenen lå så yderligt, næsten helt ude i gangen.         

Da pastor Møller nedskrev sagnet i 1836 var der gået ca. 200 år siden hundebegravelsen, men sagnet var lige frisk. Man blev jo også mindet derom, når man så præstegårdens folk komme kørende hjem med de gode læs enghø fra hundeholmen. I præstegården er engen nok blevet kaldt for ”Fruens Enge” mens byens folk kaldte engen for ”Hundeholmen”.

Så lå stenen der i hjørnet i gangene i over 200 år. Folk gik på den og gled på den, og indskriften blev mere og mere slidt af.

I 1883 eller 1887 blev den taget op og lagt ind i midtergangen i kirken til Laurids Willumsens ligsten. Her lå den så til 1916, da den blev taget op og stillet op mod korets sydlige væg, hvor den nu står.

Da stenen var væk fra gravstedet, blev det indhegnet med et jerngitter. Gravstedet blev holdt rent og pænt i mange år.

Gården var ved udskiftningen flyttet ud nord for landevejen og blev senere kaldt for ”Helgeshøj” efter den store kæmpehøj, der ligger i et hjørne af marken. Ved århundredeskiftet hed ejeren Peder Kristensen.

Ca. år 1900 stak en omstrejfer ild i en halmstak og gården brændte. Peder Kristensen solgte og derved gik gården ud af slægten. Gravstedet blev holdt så længe Peder Kristensen og hustru levede, men nogle år efter deres død betalte deres eneste søn Christen ikke for vedligeholdelsen og gravstedet kom til at se forfærdeligt ud. Gitteret blev fjernet og i den nordlige del af gravstedet blev andre begravet.

Christen fik brugt formuen og man så ham stå i København og sælge frugt fra en trækvogn. Da han døde, blev han begravet omtrent der, hvor hunden blev begravet. Der var ingen der betalte for gravstedet og inden længe blev graven jævnet og nu er en anden begravet i Christen og hundens grav.

I 1830 blev de 5 tønder land eng fra ”Fruens Enge” forpagtet ud til ejeren af Roskilde kro for en årlig afgift af 3 tønder byg efter kapitaltakst, så nu fik præsten penge i stedet for hø. Herom står der i embedsbogen side 105: Resolution hvorefter de såkaldte ”Fruens Enge” alias ”Hundeholmen” er bortforpagtet til ejeren af Roskilde Kro.

Historien om hunden er senere, efter pastor Bendtz Møllers beskrivelse, beskrevet 1869 i Kirkehistoriske samlinger 7. bind af Stiftsprovst Hans Sørensen, Århus, så historien er blevet kendt andre steder end i Høje Taastrup.